Virksomhedsplan for
Idrætsinstitution
Ny Vesterby
2009.
Grundoplysninger:
Ny Vesterby
Vesterby Allé 17
2630 Tåstrup
Hovednummer: 43 35 32 10
Tumlingerne: 43 35 32 12
Solsikkerne: 43 35 32 13
Søstjernerne: 43 35 32 14
Blæksprutterne: 43 35 32 15
Ny Vesterby er en kommunalt ejet daginstitution, hvor der i ét hus er ca. 22 vuggestuebørn fordelt på 2 stuer og ca. 44 børnehavebørn fordelt på 2 stuer.
Ny Vesterby er en af de i alt fem integrerede institutioner, som udgør Torstorp-området, disse institutioner har fælles områdeleder. Vi har åbent på alle ugens hverdage fra kl. 6.45 – 17.00.
Vuggestuen
Vuggestuen er opdelt i to stuer med ca. 11 børn på hver stue (Solsikkerne og Tumlingerne). Her fordeles børnene efter ønske og hvor der er plads.
Børnehaven
Børnehaven er ligeledes opdelt i to stuer. Hos Søstjernerne er der ca. 17 børn i alderen fra 2,10 – 4 år, og hos Blæksprutterne er der ca. 22 børn i alderen fra 5 – 6 år.
Ledelsen og personalet
Pædagogisk leder: Helle Eva Saxtorph
Områdeleder: Henriette Flænsdal
Der er på nuværende tidspunkt 12 fastansatte i Ny Vesterby, derudover er der ansat en køkkendame.
Andre praktiske oplysninger kan findes i vores velkomstfolder.
Indledning
I Torstorp området findes der 5 integrerede daginstitutioner, som har et tæt samarbejde med den lokale skole, Torstorp Skole. Skolen har siden 1997 satset målrettet på idrætsundervisning, med det overordnede mål at skabe en livslang interesse for idræt.
Nu ønsker daginstitutionerne i tilknytning til skolen, at udvikle en lignende idrætspædagogisk linje, som tager udgangspunkt i, at kroppen er centrum for barnets læring.
Formålet med idrætspædagogik er at skabe og fastholde en rød tråd af pædagogisk idræt i det pædagogiske arbejde i Torstorp området. Børnene fra 0-18 år – og deres forældre - skal opleve, at de idrætspædagogiske metoder og arbejdsformer barnet præsenteres for i en af de 5 daginstitutioner fortsat benyttes, når barnet starter i skole/SFO samt klub. Da, det er med dette udgangspunkt, vi gennem barnets opvækst vil arbejde med at udvikle og styrke børnenes faglige, sociale og personlige kompetencer.
Organisatorisk tager projektet udgangspunkt i to daginstitutioner (Ny Vesterby og Østerby), men det har tråde ud til de øvrige institutioner og skolen. Den røde tråd i pædagogikken skal både give mening for den enkelte medarbejder, og skal give det enkelte barn en oplevelse af større helhed og sammenhæng mellem daginstitution og skole.
Begrebet idrætspædagogik
Idrætspædagogik skal forstås som ”pædagogisk idræt”, hvor institutionen i alle pædagogiske aktiviteter sætter fokus på leg, bevægelse, idræt og sundhed.
En idrætsinstitution er i Danmarks Idrætsforbund og Peter Sabroe Seminariets forståelse en institution, hvor personalet, bestyrelsen og forældrene bevidst udvikler institutionen, således at hele personalegruppen har en fælles idrætspædagogisk bevidsthed.
Idrætspædagogikken er altså en bevidst idrætslig og pædagogisk faglig anvendelses af elementer fra idræt, leg og bevægelse, og dermed bliver pædagogisk idræt en integreret del af pædagogikken i idrætsbørnehaven.
Pædagogisk idræt anvendt i praksis, er
- Idræt, leg og bevægelse tilpasset målgruppen – i en didaktisk forståelse.
- Pædagogikken før idrætten – med afsæt i holdninger og værdier, omsat i handlinger.
- Metoden/praksisbegrebet i det pædagogiske arbejdsfelt.
Hvordan gør vi det i praksis
Idrætspædagogikken arbejder ud fra 4 fokus punkter, sociale, fysisk, kognitiv og psykisk.
Pædagogisk idræt giver mulighed for at tilrettelægge særlige læringsforløb for børn med særlige behov. Så alle børnene bruge både deres svage og stærke sider for herigennem, at opleve at de gør en forskel. og at de kan bidrage til fællesskabet på trods af deres vanskeligheder. Der betyder at børnene bliver klar over deres egne og andres grænser og bliver dermed mere tolerante overfor andre mennesker.
De voksnes roller er at være gode forbilleder for børnene ved at sætte fysiske aktiviteter i gang, hvor alle børn kan være med og kan have det sjovt. Det er vigtigt for børnene, at deres voksne er forbilleder. Herigennem vil det blive tydeligt for børnene, at vi som voksne og har forskellige stærke og svage sider samt hvordan vi forholder os hertil. Vi har altså alle børn som voksne mulighed for at udvikle hinanden med større spontanitet og råderum i hverdagen, ud fra klare mål og et fælles pædagogisk udgangspunkt.
Personalet kan blandt andet være toneangivende og gå foran for at vise reglerne i forskellige lege og situationer. Børnene lærer også at reglerne skal følges for at vi kan være sammen i forskellige legerelationer. Det er ikke altid, at reglerne er retfærdige, men sådan kan det være i visse lege.
Denne kontakt er voksenstyret og derfor der i alle idrætslege pædagogiske bagdøre, hvilket betyder at der altid er en bagvej ud af en leg eller situation som for nogle børn kan være vanskeligt eller gøre barnet utrygt. Personalet har i den pædagogiske idræt også mulighed for at gå ved siden af børnene og støtte op i andre situationer eller gå bagved og hjælpe hvis situationen bliver for vanskelig og komme med støtte og guidning. Der er fokus på det enkelte barn og dets udviklingspotentiale og derfor kan der godt være forskellige spilleregler for forskellige børn.
Se vores Projektbeskrivelse med fokus på pædagogisk idræt eller spørg personalet for flere informationer.
Overordnede mål for Ny Vesterby
Nære relationer
Vi mener at ”nærvær” bør være nøgleordet for samværet mellem børn og voksne. Det betyder at vores fornemste opgave i dagligdagen, er at omgås børnene på en måde, hvorpå vi viser dem respekt, omsorg og forståelse.
I vores pædagogiske arbejde, tager vi udgangspunkt i det enkelte barn og samtidig motiverer vi børnene til at forstå vigtigheden af sociale spilleregler i fællesskab, og respekt for individuelle særpræg.
Selvværd og selvtillid
Vi styrker selvværd og selvtilliden ved meget bevidst at lære børnene, at indgå i sociale relationer.
I barn-barn, kontakten skal vi tydeliggøre for dem, hvordan de kan løse og forhandle deres konflikter på en positiv måde. Det gør vi f.eks. ved at styrke deres verbale sprog, så det ikke bliver nødvendigt at gribe til mere ”håndfaste” argumenter, og at hjælpe dem med at blive bedre til at aflæse hinanden.
Venskaber
Børnene lærer at lytte til hinanden og acceptere hinanden, selvom de kan være meget forskellige. Har barnet fået tilegnet sig denne sociale forståelse, vil der være gode muligheder for at udvikle venskaber. I venskaber udvikler børn nogle følelsesmæssige bånd og vi må i Ny Vesterby sørge for rum / plads til, at børnene kan være alene og uforstyrrede i disse tætte relationer.
Trygt miljø
Ny Vesterby skal være et trygt og inspirerende sted at færdes for børnene. Kun i trygge omgivelser kan venskaber opstå og bestå.
Vi støtter det barn, som står og mangler en ven, ved at give barnet nogle muligheder for, at være sammen med andre, i diverse aktiviteter eller leg i mindre grupper.
Vi gør meget for at være tydelige voksne, dvs. være til at stole på, og til at tale ordentlig med.
Vi arbejder hele tiden på, at have så få, og så forståelige regler som muligt. Hvis vi f.eks. spørger børnene, hvad man i hvert fald ikke må gøre, når man er i Ny Vesterby, vil de fleste børn svare: ”gå ude for lågen!”
Leg og sociale færdigheder
En af vores mærkesager er, at støtte barnets udvikling gennem legen. Legen udvikler sociale færdigheder, fantasi, normer og regler og giver en evne til at tænke på nye måder samt læse hinandens kropssprog.
Derfor giver vi plads til at lege og vi voksne omgås barnets leg med største respekt. Vi kan inspirere og igangsætte, hvis det skønnes nødvendig. Det kan eksempelvis være en piges optagelse i en drengs leg eller omvendt.
Ansvarlighed og medbestemmelse
For at fremme en selvstændighedsudvikling, giver vi i dagligdagen, børnene nogle muligheder for at vælge til og fra. F.eks. kan børnene inden for nogle faste tider selv vælge, hvornår det vil spise frokost og med hvilke børn. Denne medbestemmelse bringes ligeledes i anvendelse ved valget om at lege inde eller ude. Børnene kan gå ud på legepladsen, når de har lyst. Det er de voksnes opgave at følge med børnene. Børnene leger ude mindst en gang om dagen. Efter frokost, når de voksnes pauser skal afholdes, er børnene for det meste på legepladsen.
Medbestemmelsen bruger vi desuden, når børnene tager initiativ til en aktivitet, beskæftigelse eller en leg. På den måde er de med til at sætte sit præg på vores fælles dagligdag og vi skal altid være parate til at udnytte børnenes spontanitet.
Vi lære børnene ansvarlighed, hvilket i dagligdagen betyder, at de efterhånden så småt lærer at tage ansvar for sine handlinger.
Vi giver børnene forskellige muligheder for aktiviteter i dagligdagen, under hensyntagen til, hvad der optager dem. Vi er åbne overfor børnenes signaler og dagligdagen rummer en blanding af deres ønsker og lidt mere bundne opgaver, som de voksne sætter gang i.
Ny Vesterby er indrettet på en sådan måde, at børnene har mulighed for at lege rimeligt uforstyrret i kroge og små rum, hvis det er det de føler for, eller de kan vælge det lidt større fællesskab, på stuerne eller i fællesrummet.
Barnets personlighed
Vi støtter barnet i at være nysgerrigt, for gennem nysgerrigheden bliver barnet begrebsverden større, ved at prøve nye udfordringer og få afklaret spørgsmål angående fantasi / virkelighed, bliver barnet mere helstøbt og ruster sig til livet uden for Ny Vesterby.
Det er vores hensigt, sammen med forældrene, at udvikle og styrke barnets personlighed i positiv retning. Vi bruger tid og nærvær på at læse og forstå barnet og viser derved barnet, hvordan man kan forstå andre. Det er ligeledes en forudsætning, at den voksne hjælper barnet med at rumme egne følelser og sætte ord på dem. Denne viden om følelser kalder vi for sociale intelligens. Det er nemlig den sociale intelligens, der mere end noget bestemmer, om barnet får et godt eller dårligt liv i Ny Vesterby, i skolen og voksentilværelsen.
Kreative og musiske udfoldelser
Indelivet i Ny Vesterby byder på mange forskellige aktiviteter. Det kan være musiske udfoldelser som struktureret pædagogisk idræt, sang og drama eller kreative udfoldelser, som giver kendskab til forskellige materialer og metoder.
Vi har mange materialer liggende som børnene kan blive inspireret af, f.eks. træ, stof, maling, lim, sakse, naturmaterialer og forskellige former for papir, pap og karton.
Vi styrker barnets kreative sans ved ikke altid at have en færdigsyet mening om, hvad resultatet skal blive og ved ikke at bremse barnet i dets udfoldelse. Ofte kan børnene se muligheder i materialerne, som de voksne ikke har set eller tænkt på.
Vi voksne er ikke produktorienteret på børnenes vegne, det vil sige at det ikke er vigtigt at alle børn f.eks. får produceret 10 julegaver. Nogle børn gør, mens andre skal ”opfordres” og hjælpes meget, for blot at få lavet en. Det er ikke et krav at lave nogen!
Nogle børn elsker at sidde og lave ting, mens andre synes, det er spild af tid, når man i stedet kan lege. Det respekter vi, dog med enkelte undtagelser. Af og til får børnene en bestemt opgave, som f.eks. at klippe 1. stk. julepynt. På den måde har vi hele tiden tjek på, om børnene kan holde på en blyant eller klippe med en saks.
Informationer
Nyhedsbrev
Der udkommer et nyhedsbrev efter behov. I det kan du læse lidt om, hvad der sker eller rør sig i institutionen, hvornår der eventuelt er kaffedag osv. Alle har mulighed for at komme med indslag, de afleveres blot til Helle på kontoret
Mødetider
Skal dit barn deltage i aktiviteter, forventer vi at børnene møder senest kl. 9.00. Det kan f.eks. være ture og aktiviteter, som bliver skrevet på tavlen, på de enkelte stuer. Det er så op til forældrene at vurdere, om deres barn skal deltage i disse ting. Det er vigtigt, at du har taget denne beslutning inden i møder op, eller om I vil sove længe. Da det er meget forstyrrende for dem, der er gået i gang, er det ikke muligt at komme med på aktiviteterne, hvis de er startet. Ligeledes er det meget forstyrrende, når nogen kommer og går, når samlingerne er startet. Det betyder, at vi ikke går fra en igangsat aktivitet, for at vinke med dit barn.
Hvis et barn holder fridag, kommer senere eller er sygt, vil vi gerne i vuggestuen vide det inden kl. 8.30, så køkkenet kan tilpasse dagens måltid. I børnehaven vil vi også gerne vide, hvis jeres barn ikke kommer.
Afleveringssituationen
Det kan være svært at sige farvel. Derfor er det meget vigtigt, at du lader os vide, når du er klar til at sige farvel, så vi kan vinke med dit barn.
Afskeden er ofte også svær for barnet, som måske græder. Det er vigtigt, du alligevel forlader institutionen, da det ellers kun vil forlænge afskeden. Du er naturligvis altid velkommen til at ringe og høre, hvordan dit barn har det. Men er du glad, når du går, vil det smitte af på dit barn.
Et lille fif: Det kan hjælpe dit barn, hvis det har en nusseklud, sut eller lignende med hjemmefra, som giver tryghed - selvfølgelig med navn på.
Til de børn som møder tidligt, har vi forsøgt at skabe en kontinuitet ved at have en fast morgenåbner, så der er en tilstede som møder børnene dagligt og ved hvordan dit barn har det i afleveringssituationen.
Afkrydsning
Vi har et afkrydsningssystem for børnene, både i vuggestuen og børnehaven.
Når du og dit barn ankommer om morgen, skal i sætte en streg ud for barnets navn, og når du henter dit barn igen, sætter du en streg til, så det ender med et kryds. Dette system giver et godt overblik.
Det er meget vigtigt, at I husker at sige goddag og farvel. Hvis der sker en ulykke, og vi skal have alle børnene ud af huset i en fart, bruger vi afkrydsningslisterne. Derfor er det vigtigt at den er ajourført, så vi ikke bruger kostbart tid, på at lede efter et barn som faktisk er gået hjem.
På alle stuerne hænger der en tavle på døren, her skal du skrive hvornår dit barn bliver hentet og eventuelt af hvem, dette er en stor hjælp i det daglige så vi ved hvorledes vi kan planlægge dagen og om dit barn skal sove eller ej. Vi skriver, hvornår dit barn har sovet. Der er også et felt til beskeder, hvis der er informationer, som skal videregives. Meddelelser om manglende skiftetøj o. l vil blive givet skriftligt på børnenes pladser.
Fællesspisning i fællesrummet.
Vi starter vores fællesspisning kl. 11:00
Inden vi starter, har børn og voksne i fællesskab taget madkasser frem, og vi har dækket bord med stearinlys, dug, servietter og mælk / vand i små kander.
Børnene vasker hænder, tager deres madkasse, kop og tallerken og fordeler sig ved to borde. Der er plads til 15 børn fordelt ved 2 bord plus en voksen ved hvert bord. Da vi prioriterer nærværende voksne, er det her værd at bemærke, at den voksne bliver siddende hos børnene under hele spisningen. Og sørger for at alle børn får spist af deres madpakker.
De børn, der er mest sultne, sørger i langt de fleste tilfælde for at spise først, for der er selvfølgelig forskel på sultfornemmelsen hos et barn, der er kommet kl. 6:45 og et barn, der er kommet kl. 10:00. Hvis vi har sovebørn i børnehaven, sørger personalet for, at disse børn ligeledes spiser tidligt i forløbet.
Børnene bestemmer selv, hvem de ønsker at sidde ved siden af, og de kan ”reservere” ekstra pladser til gode venner/veninder. Børnene rejser sig, når de er færdige med at spise, rydder op efter sig selv og fortsætter med at lege ude eller inde.
Spisning af frugt om eftermiddagen foregår efter samme koncept. I sommerperioden og når vejret ellers er egnet vil vi tit spise ude på legepladsen, men fortsat efter samme principper, da det er genkendeligt for børnene.
Afhentning
Ved afhentning af dit barn, vil der være nogle informationer, som er rare at få. Informationer om hvordan dit barn har trivedes i dag, kan du få af personalet. Øvrige informationer, bl.a. om hvad dit barn har lavet i dag, findes på tavlen på dit barns stue. Vuggestuen har en bog liggende i garderoben, hvor personalet skriver om dagens begivenheder.
Vi lægger vægt på, at barnet lærer at rydde op efter sig. Derfor skal barnet rydde op, inden det tager hjem. Vi forventer din opbakning til denne gode vane.
Når forældre er i institutionen
Når du som forælder er i institutionen, til f.eks. kaffedage, julearrangement mv., afleverer og henter dit barn, har du ansvaret for dit eget barn, medmindre du er til møde.
Mobiltelefoner
En lille undersøgelse viser, at en gennemsnitlig aflevering/afhentning tager i alt præcist 7 minutter. altså 14 minutter om dagen. Vi henstiller derfor venligst til, at mobiltelefonen slukkes eller sættes på lydløs, når du er i institutionen. Vi har oplevet, at forældre har gået rundt på legepladsen i 10 minutter for at gøre en samtale færdig, før de kom ind til børnene, der med længsel har ventet bag vinduet. Vi mener, det er helt unødvendig, at børnene skal blive kede af det i de minutter, hvor de har ret til sine forældres fulde opmærksomhed.
Legeaftalemappe
I børnehaven og vuggestuen ligger der en legeaftalemappe ved afkrydsningspulten, som du er velkommen til at bruge. Det er forældrene selv, der udfylder skemaet, så der er kun de oplysninger i mappen, som forældrene selv bestemmer skal med. Her er det ok at bruge sin mobiltelefon.
Eventuelt manglende telefonnumre har personalet ikke lov til at oplyse, så forældrene skal selv holde mappen ajour.
Sovebørn
I vuggestuen sover børnene efter behov. Børn under 2 år sover i barnevogne eller krybber udenfor. Dog kan det ved indkøring være en fordel, at barnet sover i egen barnevogn.
Børn over 2 år sover på Tumlingestuen. De skal selv medbringe ”personlig” sut, bamse og andre nødvendige soveting. Helst noget der kan blive liggende i institutionen.
I børnehaven har alle sovebørnene deres egen madras og sovepose med navn på. Der kan blive læst historie eller spillet afslapningsmusik mens børnene falder i søvn. Der er personale tilstede mens børnene falder i søvn og efterfølgende alarm på. De børn der ikke er faldet i søvn kl. 12.30 vil blive taget med tilbage på stuerne. Sovetiden for de børn, der sover inde ligger imellem kl. 12.00 – 14.00. Den mere nøjagtige sovetid kan ses på tavlerne.
Sikkerhed
Af sikkerhedshensyn vil vi ikke tillade følgende: Snore i tøj, sutter i kæder, plastikposer i garderoberne (forældrene bedes medtage dem efter brug) og for lange halstørklæder.
Derudover bruger vi, på grund af kvælningsfare, ikke regnslag til barnevogne og krybber. Når barnet er fyldt 2 år, må det af sikkerhedshensyn ikke bruge sele, og skal derfor sove inde.
Kost og måltider
Kost
Da vi er en aktiv institution, og Høje-Tåstrup kommune har en politik om sund kost.
Vuggestuebørnene får mad fra vores køkken, som tilberedes af vores køkkendame. Måltiderne er altid ernæringsmæssigt korrekt udregnet. Vi tilbyder vuggestuebørnene formiddags- og eftermiddagsmad. Der bliver tilbudt vand til frokost og mælk til de øvrige måltider.
Børnehavebørnene skal have deres madpakke og frugtposer med hjemmefra. De må ikke indeholde slik og ikke mælkesnitter og lignende sukkerholdig føde.
Børnene bliver tilbudt mælk til frokost og til eftermiddagsmåltidet. Ellers tilbydes vand.
I børnehaven ”tvinger” vi ikke børnene til at spise deres madpakker, ligesom vi heller ikke blander os i, hvilken rækkefølge børnene spiser deres mad i. Det er vores klare holdning, at du som forælder, giver dit barn den mad med, som du mener, er bedst for dem. Vi giver gerne inspiration til madpakker.
Hovedmåltiderne, morgenmad og aftensmad, nyder børnene som regel hjemme.
Særlige begivenheder
Farvel til ”gamle børn”
Når vi nærmer os den tid, hvor vi skal til at vurdere, om dit barn er parat til skole eller ej, laver vi et udviklingsskema. Vi holder derefter en skolesamtale, hvor vi tager en snak om dit barns skoleparathed.
Inden børnene stopper i børnehaven, er de på besøg i børnehaveklassen nogle gange.
Vi holder en stor ”afskedsfest” i slutningen af juni, hvor hele børnehaven siger farvel til de børn, der skal i skole. Om aftenen holder vi en fest kun for skolebørnene.
Overgang fra vuggestue til børnehave
Når vuggestuebørnene skal starte i børnehave, har huset en tradition, hvor hele huset samles i børnehaven efter der er sagt farvel på stuen. Her siger vuggestuen farvel og barnet klipper snoren over indtil børnehaven, hvor efter det bydes velkommen af børnehavens børn.
Fødselsdage
Vi holder gerne børnenes fødselsdag i institutionen, men børnehaven kommer også gerne på besøg i hjemmet. Når fødselsdagen bliver holdt i institutionen, er det hyggeligt, når børnene har lidt godt at dele ud. Der henstilles til, at børnene kun deler én ting ud til hver – og gerne noget sundt.
For børnehavebørnene, som inviteres på hjemmebesøg, kan du vælge at få besøg af hele stuen eller I kan vælge at få besøg af den idrætsgruppe jeres barn er i. Fødselsdagen kan også holdes hjemme privat uden institutionens indblanding. Dette indbefatter som regel uddeling af fødselsdagskort. Hvis uddelingen sker i institutionen, skal alle børn være inviteret med.
Vil du og dit barn plukke børn ud fra forskellige grupper, så skal fødselsdagskortene sendes med posten (se legeaftale mappen i børnehavens garderobe). På den måde undgår vi unødvendige konflikter med børn, som bliver kede af, at de ikke er inviteret med til fødselsdag.
Hygiejne
Hygiejne
God hygiejne er et middel til at begrænse sygdom – både blandt personale og børn. Det arbejder vi med til hverdag.
Når børnene ankommer til institutionen, skal de vaske hænder inden de kommer ind på stuen. Generelt gælder det, at børnene vasker hænder, inden de skal spise, når de kommer ind fra legepladsen, efter de har pudset/pillet næse og ved hoste.
”OS” voksne, og her gælder det både personale og forældre, er også på hygiejneområdet forbilleder for børnene. I vores institution ser og hører børnene hele tiden personalet vaske og afspritte hænder, så det vil selvfølgelig være en god idé, at forældrene også hjemme arbejder med dette.
Du er som forælder meget velkommen til, at benytte vores håndspritautomater, der findes rundt omkring i institutionerne – f.eks. efter næsepudsning.
Blebørn
Alle blebørn får bleer i institutionen. Ved overfølsomhed eller lignende kontakt personalet eller Helle.
Påklædning
Det er vigtigt at have korrekt, årstidsbestemt tøj med hver dag. Der skal være navn i alt tøj, sutter, bamser og lignende. Derudover skal barnet have ekstra tøj (undertøj, strømper, bukser og bluser) med navn i, og i øvrigt have tøj på, som kan tåle at blive beskidt og som barnet kan røre sig i. Bruger barnet savlesmæk, skal man selv medbringe disse.
Legetøj
Børnene må gerne have legetøj med hjemmefra. Det kan godt være, at de i perioder skal have hjælp til at begrænse det, og børn og forældre er selv ansvarlig for det medbragte legetøj.
Bortkommet tøj og sko mv.
I dagligdagen leder vi ikke efter børnenes tøj og sutsko, medmindre vi finder tøj/sko på vores vej. Der skal være navn i alt tøj og sko, sutter ol.
Personalet
Personalet som arbejder i Ny Vesterby, er pædagoger, pædagogmedhjælpere, pædagogstuderende eller personer som er i arbejdsprøvning eller praktik. Med henblik på at få fast arbejde inden for pædagog faget.
Vi arbejder hele tiden på at holde et højt fagligt niveau. Det gør vi på mange måder. Vi holder månedlige personale- og stuemøder, hvor vi bl.a. diskuterer vores pædagogiske praksis i hverdagen, men også vores planlagte idrætsgrupper osv. Som vi er i gang med lige nu. Vi har lavet en sorg og kriseplan som er et redskab, vi kan bruge, når ”vores” børn og deres familier står i situationer som f.eks. skilsmisse, alvorlig sygdom, dødsfald m.m. Med den plan, vil vi stå bedre rustet til at hjælpe og støtte op om børnene og deres nærmeste, når livet bliver svært.
For hele tiden at blive faglige bedre, benytter vi os af kurser, (teoretiske og praktiske), foredrag temadage m.m. Både pædagoger og pædagogmedhjælper, har gennemført kurser, så alle er i stand til at arbejde med pædagogisk idræt. Alle er i stand til og/eller være med til at lave forskellige undersøgelser om børnenes udvikling.
Vi tilstræber os på at alle pædagoger i huset har seminarets vejleder kursus. Det vil sige at alle pædagoger kan modtage pædagogstuderende og give dem den vejledning, de har brug for.
Samarbejdspartnere
Vi arbejder sammen med sundhedsplejersker, psykologer, talepædagoger, socialforvaltning, skole, SFOèr og andre institutioner. Flere at de samarbejdspartnere vi har tilknyttet har en daglig gang i huset. Det er en stor fordel at børnene har set dem før, hvis de senere går brug for hjælp.
Forældresamarbejde
For at sikre at det enkelte barn udvikler sig optimalt og trives godt både derhjemme og i Ny Vesterby, er det nødvendigt med en tæt og god kontakt mellem forældre og personale. Vi mener det er væsentlig at skabe sammenhæng mellem hjemme- og institutionsmiljøet, hvor vi kan drage nytte af hinandens erfaringer.
I den forbindelse er det vigtigt at huske, at vi altid skal acceptere og respektere hinanden for vores forskelligheder.
Forældre skal føle sig trygge ved at aflevere deres barn i vores institution, og vi skal derfor synliggøre for dem, hvordan vi forvalter vores faglighed.
På den måde får forældrene en bedre indsigt og forståelse for børnenes dagligdag, og vi er altid parate til at udveksle synspunkter.
Vi prioriterer den daglige kontakt meget højt, og har I som forældre brug for en mere uddybende samtale, står vi gerne til disposition og aftaler en tid.
Vi holder et fælles forældremøde årligt, hvor vi der vil være valg til forældrebestyrelsen. Mødet foregår om efteråret. Vi tilbyder en forældrekonsultation årligt til hvert barn, hvor vi gerne fortæller om barnets fortsatte trivsel og funktionsniveau, hvad vi vurderer, der skal satses på osv. Når samtalen er slut skriver både forældre og personale under på et lille referat af samtalen, så vi er sikre på at vi er enige om hvad der er blevet sagt eller ikke sagt, og på den måde kan personalet se barnets udvikling fra år til år. Disse referater destrueres når barnet holder op i institutionen.
Opstår der akutte problemer i dagligdagen, vil vi altid benytte den daglige kontakt og ikke ”gemme” dem til konsultationen.
Forældrebestyrelsen
I Ny Vesterby har vi en god og sammentømret bestyrelse. Vi holder møder ca. 4 gange årligt, og her behandler vi bl.a. henvendelser fra forældre, godkender læreplaner, bliver orienteret om og debatterer nye tiltag i institutionen, deltager i ansættelsessamtaler og planlægger juleklip og sommerfest mv. Bestyrelsen vælges på det årlige forældremøde, som afholdes inden 1. november. Den består af 7 forældrerepræsentanter, 2 medarbejderrepræsentanter, 2 forældresuppleanter og 1 medarbejdersuppleant. Den pædagogiske leder sidder med i bestyrelsen som sekretær.
Har du emner du ønsker taget op af bestyrelsen, kan vi kontaktes på e-mail: Bestyrelsen.Ny Vesterby@yahoo.dk eller ved at skrive et brev og lægge det i vores barns kasse.
Ris og ros modtages gerne.
Med venlig hilsen
Personale og bestyrelse.